Spændende idéer fra Eliade:

Vi skaber rum – kosmos, for at værne os mod kaos.

”Enhver orientering forudsætter et fast punkt.” (s.16) Det vil sige at en analyse baseret på disse idéer må søge efter det faste punkt, hvilken ordningen(kosmos) udfolder sig omkring.
Dette faste punkt baserer sig, for det religiøse menneske, på en oplevelse af åbenbaring, noget der er noget andet end det profane. For det profane menneske vil disse steder være knyttet til kvalitativt ladede oplevelser (”kryptoreligiøse”) fx i samfundet; ”de historiske steder” (Boston havn) eller i hjemmet; billedet af den første kæreste eller den første møbel man købte selv. Det faste punkt bryder med homogeniteten.

Om indgange skriver han(min udagave er norsk): ”For den troende har kirken del i et annet rom end gaten den står i. Døren som fører inn til kirkens indre, markerer at den romlige kontinuitet bliver brutt. Terskelen mellom to rom markerer også avstanden mellom de to værensarter,,,”
Det får mig til at tænke på at vi må se hvor nem eller svær indgangen bliver gjort. Er der en stor tærskel, en tung dør eller er der lige ind til kærnen med en gang? Kræves der flere klik eller er åbnings-siden den side du skal bruge? Døre, tærskler, klik og links bliver vel symboler på at rumlig kontinuitet bliver brudt – på overgange mellem forskellige, afgrænsede univers?! Så måske kan en diskursiv eller delvis diskursiv tilgang bruges (til at fortolke symbolerne)?

Han diskuterer også ”åbninger” som meget vigtige for det religiøse menneske, da åbninger rituelt, mytologisk hænger sammen med transcendensmuligheder. Eller hvad med dette; for det religiøse menneske må rummet ligne det religiøse verdensbillede og blive skabt på samme måde som guderne skabte verden. Måske skal det videnskabelige rum ligne det verdensbillede og dette syn på virkeligheden?
For at eje et område, så må man indvie det, fælles for alle kulturer, har aldrig hørt om kulturer der, som udgangspunkt forestiller sig at alt er deres. Modsat så kan nye territorier inkorporeres ved at indvies på forskellig vis. Måske afspejles dette i indgange?
Et center, en midte bliver meget synlig i konstruktioner af både byer, indretning og arkitektur, for at vise tilbage til en central kraft der driver værket en ”imagio mundi” bliver skabt igen og igen. Kan dette ses i hovedmenuer, bjælker, links til forsiden?

Noget helt andet er at han definerer ”virtuel” som ”ifølge iboende muligheder”. Spændende synes jeg,,,skal lige checke vores egne kilder på det ord.